Bues nissehue

En gratis opskrift på en nissehue til små og store nisser.

Jeg er ikke typen, der begynder at holde jul i starten af oktober. Jeg har det helt fint med, hvis butikkerne venter med at begynde at spille julemusik indtil slutningen af november og jeg har ikke adventskransen klar to uger før tid. Men der er nu alligevel et par ting, jeg gerne vil i gang med. En nissehue er for eksempel et skønt strikkeprojekt. Det er hyggeligt, og jeg synes det er sådan en fin måde at lade julestemningen krybe ind under huden. Så igen i år må jeg lige strikke en nissehue eller to, bare fordi.

Mine to store drenge har allerede nissehuer, men vores yngste lille nisse, Bue må have sig en nissehue i år. Han er halvandet og gider faktisk absolut ikke at have hue på, men strikkes, det skal den! Jeg er vild med garnet fra Onion i uld, økologisk bomuld og pesticidfri nælde til at strikke sådan en hue af, så jeg har lavet en ganske gratis og ret nem opskrift, der passer til præcis dét garn.

Nissehue økologisk garn Onion gratis strikkeopskrift
Nissehuen strikkes i det skønne garn fra Onion med uld, økologisk bomuld og pestidfri nældefibre

Læs opskriften herunder, hvis nu du også skulle have lyst til at strikke en nissehue til dig selv eller én du holder af. Den findes i 6 forskellige størrelser til både børn og voksne.

For at finde den rette størrelse til nissehuen skal du kende omkredsen på nissehovedet. Vælg en af følgende størrelser: 48 cm, (50 cm), 52 cm, (54cm), 56cm, (58cm).

Gratis strikkeopskrift nissehue
Nissehue in the making.Skift til strømpeinde, når det bliver nødvendigt.

Du kan strikke nissehuen i en eller flere farver, som du har lyst. Hvis du strikker i to farver, som jeg har gjort her, skal du bruge 1 nøgle garn til ribkant og kvast og 2, (2), 2, (2), 3, (3) nøgler garn i en anden farve til resten af huen. Til huen på billedet har jeg brugt farverne Douce Grøn og Vinrød, men nu er der jo ingen, der siger at en nissehue behøver at være rød. Vi er indtil flere nisser, der godt kunne tænker os en grøn nissehue. Eller hvad med en helt grå? Eller lilla? Du bestemmer heldigvis selv!

Du har behov for rundpind 3 og 3,5 samt strømpepinde i 3,5. Strikkefastheden skal være 22m x 28p på pind 3,5 i glatstrik.

Slå 88, (92), 96, (100), 104, (108) masker op på rundpind 3 og strik 4 cm ribkant 1 r, 1vr. Skift herefter farve, samtidig med at du skifter til rundpind 3,5 og glatstrik. Strik herefter 8, (8), 9 (9), 10, (10) cm glatstrik. Sæt en tråd eller markør for hver 22, (23), 24, (25), 26, (27) masker. Tag herefter ind ved hver markør på hver 6. pind ved at strikke 2 masker ret sammen. Til små børn kan det være hensigtsmæssigt at tage ind på hver 4. eller 5. pind, så huen ikke bliver alt for lang. Når det bliver nødvendigt, skift til strømpepinde. Når der er 16 masker tilbage i alt, strik et par omgange mere og strik derefter 2 masker ret sammen , så der er 8 tilbage. Træk en tråd igennem de sidste masker og hæft alle ender.

Kvast
Kvast til nissehuen

Lav en fin kvast og sæt på spidsen af huen til allersidst. Nu er din nissehue klar til sin nisse.

Gratis opskrift på nissehue i økologisk garn
Nissehue


En strikkerevolution

De seneste måneder har jeg ikke selv har meget tid i overskud til at strikke. Det er synd og skam, for det at strikke, hækle eller nørkle med andre sysler med sine hænder, er en fantastisk måde at give slip på stress og negative tanker.

Når jeg strikker får jeg igen fødderne solidt plantet på jorden. Her er en beskæftigelse, der giver et umiddelbart resultat. Jeg får en følelse af at komme tilbage til rødderne. Ofte strejfer mine tanker den fantastiske bog ‘Landbokvinden’ – en bog, hvor jeg igen og igen bliver slået af den enorme arbejdsindsats, der skal til, for at få mad på bordet, tøj på kroppen, tag over hovedet. Når jeg strikker, spinder, væver og syr, så sker det at jeg føler et lille strejf af det store historiske sus. Jeg er med til at holde traditioner i hævd. Jeg er med til at huske, hvordan man gør.

Onion garn, økologisk garn, dino-genser, dino-trøje, dinosaur trøje
Et ærme til Williams Dino-genser, som jeg strikker i det lækre garn fra Onion med uld, nælde og bomuld.

Vi tager så mange ting for givet. Færdiglavet tøj, lige til at tage på. Salater, færdigblandet og med små poser af dressing, toppings og ost lagt ned i. Tilmed en lille plastikgaffel, som vi kan smide i skraldespanden bagefter. Vådservietter pakket i små pakker, som kan åbne og lukkes. Alt er nemt at vaske af eller smide ud når vi er færdige med det. Nemt. Nemt, nemt, nemt.

Og nu er det jo ikke sådan at vi behøver at gå 200 år tilbage i tiden eller helt tilbage til stenalderen. Men jeg synes at LIGE NU er et fint tidspunkt at sætte sig ned og strikke og overveje, hvor bekvemme dagligdags ting behøver at være. Og hvad prisen egentlig er for alt den nemhed.

Her taler jeg naturligvis ikke om at vådservietter koster 14,95 eller hvad den slags nu er til salg for, men om den enorme belastning, alle vores bekvemmelighedsprodukter koster for miljøet.

Alle os, der strikker, hækler osv. ved jo godt, at en trøje, hue eller en klud, som man selv har brugt mange timer på og udvalgt garn til, bliver passet meget bedre på end en tilsvarende, som man har købt sig til. Man tænker nemlig normalt ikke på at der har siddet en anden person et sted i verden og produceret det. Faktisk har der gået en lang produktionslinje forud. Transport, emballage, lagerkapacitet. Ofte ved vi ikke ret meget om hvordan et produkt bliver til. Vi ved ikke om der er børn der har arbejdet undervejs i produktionen. Vi ved ikke hvordan løn og arbejdsforhold har været. Vi ved ikke om der er taget forholdsregler for bæredygtighed, udpining af jorden osv.

Nu kan man jo spørge sig selv om den slags tanker er særlig afstressende og positive… Neeeeej, måske ikke. Men det helt skønne er jo faktisk at vi kan gøre en forskel ved at sætte os ned og strikke en trøje. En trøje, som vil blive elsket og passet på. Som er lavet af økologisk garn og som er vores helt eget lille modsvar til fast fashion. Som tager mange, mange timer, men som også er et opgør med tanken om at alt skal være umiddelbart tilgængeligt. Som ikke er hurtig og bekvem, men som tager Landbokvinden med på råd. En lille bitte revolution. En strikkerevolution.