En strikkerevolution

De seneste måneder har jeg ikke selv har meget tid i overskud til at strikke. Det er synd og skam, for det at strikke, hækle eller nørkle med andre sysler med sine hænder, er en fantastisk måde at give slip på stress og negative tanker.

Når jeg strikker får jeg igen fødderne solidt plantet på jorden. Her er en beskæftigelse, der giver et umiddelbart resultat. Jeg får en følelse af at komme tilbage til rødderne. Ofte strejfer mine tanker den fantastiske bog ‘Landbokvinden’ – en bog, hvor jeg igen og igen bliver slået af den enorme arbejdsindsats, der skal til, for at få mad på bordet, tøj på kroppen, tag over hovedet. Når jeg strikker, spinder, væver og syr, så sker det at jeg føler et lille strejf af det store historiske sus. Jeg er med til at holde traditioner i hævd. Jeg er med til at huske, hvordan man gør.

Onion garn, økologisk garn, dino-genser, dino-trøje, dinosaur trøje
Et ærme til Williams Dino-genser, som jeg strikker i det lækre garn fra Onion med uld, nælde og bomuld.

Vi tager så mange ting for givet. Færdiglavet tøj, lige til at tage på. Salater, færdigblandet og med små poser af dressing, toppings og ost lagt ned i. Tilmed en lille plastikgaffel, som vi kan smide i skraldespanden bagefter. Vådservietter pakket i små pakker, som kan åbne og lukkes. Alt er nemt at vaske af eller smide ud når vi er færdige med det. Nemt. Nemt, nemt, nemt.

Og nu er det jo ikke sådan at vi behøver at gå 200 år tilbage i tiden eller helt tilbage til stenalderen. Men jeg synes at LIGE NU er et fint tidspunkt at sætte sig ned og strikke og overveje, hvor bekvemme dagligdags ting behøver at være. Og hvad prisen egentlig er for alt den nemhed.

Her taler jeg naturligvis ikke om at vådservietter koster 14,95 eller hvad den slags nu er til salg for, men om den enorme belastning, alle vores bekvemmelighedsprodukter koster for miljøet.

Alle os, der strikker, hækler osv. ved jo godt, at en trøje, hue eller en klud, som man selv har brugt mange timer på og udvalgt garn til, bliver passet meget bedre på end en tilsvarende, som man har købt sig til. Man tænker nemlig normalt ikke på at der har siddet en anden person et sted i verden og produceret det. Faktisk har der gået en lang produktionslinje forud. Transport, emballage, lagerkapacitet. Ofte ved vi ikke ret meget om hvordan et produkt bliver til. Vi ved ikke om der er børn der har arbejdet undervejs i produktionen. Vi ved ikke hvordan løn og arbejdsforhold har været. Vi ved ikke om der er taget forholdsregler for bæredygtighed, udpining af jorden osv.

Nu kan man jo spørge sig selv om den slags tanker er særlig afstressende og positive… Neeeeej, måske ikke. Men det helt skønne er jo faktisk at vi kan gøre en forskel ved at sætte os ned og strikke en trøje. En trøje, som vil blive elsket og passet på. Som er lavet af økologisk garn og som er vores helt eget lille modsvar til fast fashion. Som tager mange, mange timer, men som også er et opgør med tanken om at alt skal være umiddelbart tilgængeligt. Som ikke er hurtig og bekvem, men som tager Landbokvinden med på råd. En lille bitte revolution. En strikkerevolution.

Red garnet

Jeg har lagt noget garn i webshoppen, som overhovedet ikke er økologisk. Kan det nu også passe?

Ja, det kan det og nu skal jeg fortælle dig hvorfor.

Vidste du, at der hvert år destrueres tonsvis af tøj, tekstil og garn over hele verden? Det kommer simpelthen aldrig ud til forbrugeren, men ender på en losseplads eller på forbrændingen. Alt efter hvilket land og region, det handler om, bliver det bortskaffet på mere eller mindre miljømæssig forsvarlig måde.

Tekstilerne lever måske ikke helt op til de specifikationer, der er givet til produktionen, der er måske en lille fejl i farven eller måske var designet ikke helt optimalt. I stedet for at bruge tid og penge på at finde en anden aftager til varen, så kasseres det. Det kan også handle om restpartier, der er så små at produktionsvirksomheden eller grossisten ikke gider bruge kræfter på det. Det er tilfældet med det garn, som jeg har fået fat i her.

Silkegarn med hør bæredygtigt
Fint silkegarn med hør, råhvid

Alle, som kender mig, ved at mit hjerte banker for økologi og bæredygtig produktion. Men jeg kan blive nærmest fysisk dårlig ved tanken om at fuldstændig brugbare ting bare smides ud, når de kan komme nogen til gode.
Og i dette specielle tilbud må jeg indrømme at jeg ikke kunne bære tanken om at dette lækre garn ikke skulle blive til noget. Og i mine øjne er det absolut bæredygtigt at bruge noget, der allerede er produceret frem for at smide det ud!

Garnet er spundet af 90 % silke og 10 % hør. Det er super lækkert, blødt og utroligt behageligt til beklædning. Det er også meget tyndt – der er ca 500 meter i 50 g, så jeg anbefaler at man strikker to tråde sammen på pind 2 – 3.

Silkegarn hør bæredygtigt
Fint silkegarn med hør

Jeg har fået de to farver, som man kan se på billederne. En ren råhvid og en råhvid med nister i moderne sennepsfarvet. Man kan udmærket kombinere de to farver og de kan naturligvis også bruges hver for sig. Prisen er ganske rimelig i forhold til denne lækre kvalitet. Det afspejler selvfølgelig, at jeg selv har fået garnet til en fornuftig pris og det lader jeg mine kunder komme til gode, så skynd dig over i webshoppen og vær med til at redde garnet

Pas godt på dit håndlavede tøj: Vask det ikke oftere end det er nødvendigt – hæng det gerne ud at lufte frem for at vaske det. Alt tøj bliver slidt af at blive vasket. Gem en eventuel rest, hvis du får behov for at reparere dit tøj. Dette garn skal håndvaskes ved 30 grader i vaskemiddel til silke.