Bues nissehue

En gratis opskrift på en nissehue til små og store nisser.

Jeg er ikke typen, der begynder at holde jul i starten af oktober. Jeg har det helt fint med, hvis butikkerne venter med at begynde at spille julemusik indtil slutningen af november og jeg har ikke adventskransen klar to uger før tid. Men der er nu alligevel et par ting, jeg gerne vil i gang med. En nissehue er for eksempel et skønt strikkeprojekt. Det er hyggeligt, og jeg synes det er sådan en fin måde at lade julestemningen krybe ind under huden. Så igen i år må jeg lige strikke en nissehue eller to, bare fordi.

Mine to store drenge har allerede nissehuer, men vores yngste lille nisse, Bue må have sig en nissehue i år. Han er halvandet og gider faktisk absolut ikke at have hue på, men strikkes, det skal den! Jeg er vild med garnet fra Onion i uld, økologisk bomuld og pesticidfri nælde til at strikke sådan en hue af, så jeg har lavet en ganske gratis og ret nem opskrift, der passer til præcis dét garn.

Nissehue økologisk garn Onion gratis strikkeopskrift
Nissehuen strikkes i det skønne garn fra Onion med uld, økologisk bomuld og pestidfri nældefibre

Læs opskriften herunder, hvis nu du også skulle have lyst til at strikke en nissehue til dig selv eller én du holder af. Den findes i 6 forskellige størrelser til både børn og voksne.

For at finde den rette størrelse til nissehuen skal du kende omkredsen på nissehovedet. Vælg en af følgende størrelser: 48 cm, (50 cm), 52 cm, (54cm), 56cm, (58cm).

Gratis strikkeopskrift nissehue
Nissehue in the making.Skift til strømpeinde, når det bliver nødvendigt.

Du kan strikke nissehuen i en eller flere farver, som du har lyst. Hvis du strikker i to farver, som jeg har gjort her, skal du bruge 1 nøgle garn til ribkant og kvast og 2, (2), 2, (2), 3, (3) nøgler garn i en anden farve til resten af huen. Til huen på billedet har jeg brugt farverne Douce Grøn og Vinrød, men nu er der jo ingen, der siger at en nissehue behøver at være rød. Vi er indtil flere nisser, der godt kunne tænker os en grøn nissehue. Eller hvad med en helt grå? Eller lilla? Du bestemmer heldigvis selv!

Du har behov for rundpind 3 og 3,5 samt strømpepinde i 3,5. Strikkefastheden skal være 22m x 28p på pind 3,5 i glatstrik.

Slå 88, (92), 96, (100), 104, (108) masker op på rundpind 3 og strik 4 cm ribkant 1 r, 1vr. Skift herefter farve, samtidig med at du skifter til rundpind 3,5 og glatstrik. Strik herefter 8, (8), 9 (9), 10, (10) cm glatstrik. Sæt en tråd eller markør for hver 22, (23), 24, (25), 26, (27) masker. Tag herefter ind ved hver markør på hver 6. pind ved at strikke 2 masker ret sammen. Til små børn kan det være hensigtsmæssigt at tage ind på hver 4. eller 5. pind, så huen ikke bliver alt for lang. Når det bliver nødvendigt, skift til strømpepinde. Når der er 16 masker tilbage i alt, strik et par omgange mere og strik derefter 2 masker ret sammen , så der er 8 tilbage. Træk en tråd igennem de sidste masker og hæft alle ender.

Kvast
Kvast til nissehuen

Lav en fin kvast og sæt på spidsen af huen til allersidst. Nu er din nissehue klar til sin nisse.

Gratis opskrift på nissehue i økologisk garn
Nissehue


En strikkerevolution

De seneste måneder har jeg ikke selv har meget tid i overskud til at strikke. Det er synd og skam, for det at strikke, hækle eller nørkle med andre sysler med sine hænder, er en fantastisk måde at give slip på stress og negative tanker.

Når jeg strikker får jeg igen fødderne solidt plantet på jorden. Her er en beskæftigelse, der giver et umiddelbart resultat. Jeg får en følelse af at komme tilbage til rødderne. Ofte strejfer mine tanker den fantastiske bog ‘Landbokvinden’ – en bog, hvor jeg igen og igen bliver slået af den enorme arbejdsindsats, der skal til, for at få mad på bordet, tøj på kroppen, tag over hovedet. Når jeg strikker, spinder, væver og syr, så sker det at jeg føler et lille strejf af det store historiske sus. Jeg er med til at holde traditioner i hævd. Jeg er med til at huske, hvordan man gør.

Onion garn, økologisk garn, dino-genser, dino-trøje, dinosaur trøje
Et ærme til Williams Dino-genser, som jeg strikker i det lækre garn fra Onion med uld, nælde og bomuld.

Vi tager så mange ting for givet. Færdiglavet tøj, lige til at tage på. Salater, færdigblandet og med små poser af dressing, toppings og ost lagt ned i. Tilmed en lille plastikgaffel, som vi kan smide i skraldespanden bagefter. Vådservietter pakket i små pakker, som kan åbne og lukkes. Alt er nemt at vaske af eller smide ud når vi er færdige med det. Nemt. Nemt, nemt, nemt.

Og nu er det jo ikke sådan at vi behøver at gå 200 år tilbage i tiden eller helt tilbage til stenalderen. Men jeg synes at LIGE NU er et fint tidspunkt at sætte sig ned og strikke og overveje, hvor bekvemme dagligdags ting behøver at være. Og hvad prisen egentlig er for alt den nemhed.

Her taler jeg naturligvis ikke om at vådservietter koster 14,95 eller hvad den slags nu er til salg for, men om den enorme belastning, alle vores bekvemmelighedsprodukter koster for miljøet.

Alle os, der strikker, hækler osv. ved jo godt, at en trøje, hue eller en klud, som man selv har brugt mange timer på og udvalgt garn til, bliver passet meget bedre på end en tilsvarende, som man har købt sig til. Man tænker nemlig normalt ikke på at der har siddet en anden person et sted i verden og produceret det. Faktisk har der gået en lang produktionslinje forud. Transport, emballage, lagerkapacitet. Ofte ved vi ikke ret meget om hvordan et produkt bliver til. Vi ved ikke om der er børn der har arbejdet undervejs i produktionen. Vi ved ikke hvordan løn og arbejdsforhold har været. Vi ved ikke om der er taget forholdsregler for bæredygtighed, udpining af jorden osv.

Nu kan man jo spørge sig selv om den slags tanker er særlig afstressende og positive… Neeeeej, måske ikke. Men det helt skønne er jo faktisk at vi kan gøre en forskel ved at sætte os ned og strikke en trøje. En trøje, som vil blive elsket og passet på. Som er lavet af økologisk garn og som er vores helt eget lille modsvar til fast fashion. Som tager mange, mange timer, men som også er et opgør med tanken om at alt skal være umiddelbart tilgængeligt. Som ikke er hurtig og bekvem, men som tager Landbokvinden med på råd. En lille bitte revolution. En strikkerevolution.

Hvorfor skal man vælge økologisk garn?

Mange af os køber allerede – i hvert fald til dels – økologiske fødevarer. Vi køber økologisk mad, fordi det giver mening ikke at fylde vores kroppe med fødevarer, som er forurenet med pesticidrester. Og med de mange drikkevandsboringer, som viser sig at være forurenet med pesticider, bliver vi mindet om, at det ikke kun er vores egne kroppe, der har fordel af at undgå pesticiderne, men i den grad hele økosystemet.

Al vores forbrug – også vores forbrug af garn og andre hobbyartikler – påvirker miljøet i større eller mindre grad. Lad os derfor se lidt på, hvorfor økologisk garn, garn af genbrugsfibre og garn af usprøjtede fibre er at foretrække frem for konventionelt garn.

Karklud økologisk garn strikket bomuldsgarn
Håndstrikkede karklude af økologisk bomuldsgarn

Hvis vi starter med bomuldsgarn, så er det vist efterhånden en kendt sag at bomuldsproduktion og behandling kræver enorme mængder vand, som kan være dybt problematisk for lokalområderne. En stor mængde af det vand, der anvendes, bliver faktisk brugt på at fortynde spildevandet tilstrækkeligt til at det må udledes – de giftige kemikalier, der bruges i produktionen, bliver altså lige fortyndet, før det ledes ud fra produktionsfaciliteterne. Bomuld bliver dyrket med mængder af pesticider for at undgå fejlslagen høst og farves derefter med endnu en omgang skadelig kemi. Alt i alt er konventionelt bomuldsgarn ofte til salg til en utrolig billig pris, men omkostningerne, garnet har for miljøet, er langt højere end man kan forestille sig.

Det er efterhånden blevet nemmere at få fat i garner, som er spundet af genbrugsfibre. Det er altså fibre, som allerede har været brugt til et andet produkt. Efter første omgang brug, bliver fibrene delt op og spundet på ny. Heri spares en masse CO2, da fibrene ikke skal dyrkes eller udvindes fra ny. Der findes en del bomuldsgarn på markedet, som er spundet af genbrugsfibre, men her på min webshop findes også det spændende Bottle Yarn eller flaskegarn, som er lavet af genbrugte plastikflasker. På den måde genbruger man ikke blot en masse plastikflasker, men bidrager også til at mindske plastikforureningen, fordi der gøres en bevidst indsats for at indsamle plastikflaskerne.

Hvis vi skal vende tilbage til plantefibrene, så er hamp udråbt til fremtidens tekstil. Dette skyldes, at hamp – i modsætning til bomuld – kræver meget lidt vand og slet ingen pesticider. Den dyrkes helt naturligt økologisk, fordi det simpelthen ikke er nødvendigt at sprøjte. Hampen udpiner ikke jorden, selvom den dyrkes det samme sted år efter år.

Hamp økologisk garn
Et fed økologisk hamp garn. Hampen er dyrket og spundet i Europa.

Her er det værd at bemærke at det hamp, der dyrkes til tekstiler, ikke har noget at gøre med hash og cannabis. Der bruges såkaldt industrihamp til at lave tekstiler af, og indholdet af det euforiserende stof cbd er så lille, at det ikke giver nogen effekt. Hvis man skulle være på jagt efter en oplevelse af den art, skal man altså ikke gå i gang med at ryge sit garn 😉

Til sidst vil jeg nævne de særlige fordele, der er ved at købe økologisk uldgarn. Uanset hvilket dyr ulden kommer fra, så er der nogle regler for opdræt af økologiske dyr, som ikke gør sig gældende for konventionelle dyr. Blandt andet benytter man i det økologiske landbrug ikke af den barbariske metode mulesing for at undgå spyfluer. Derudover har økologiske dyr typisk mere plads, adgang til frisk luft og udendørsarealer og der skal være mulighed for en adfærd, som er naturlig for dyret.

Onion økologisk garn strikkeskål
Garn fra Onion med 70 % økologisk merino uld og 30 % naturligt pesticidfri nældefibre i en strikkeskål af pesticidfri,lokalt træ

Jeg kan faktisk ikke komme på én eneste grund til ikke at bruge økologisk garn. Ved at købe økologisk garn skåner man drikkevandet, undgår tekstiler med pesticidrester og skadelig kemi fra indfarvningen og skåner også de mennesker, der bearbejder vores garn fra jord til garnnøgle.

Super blødt økologisk bomuldsgarn i webshoppen

Det er efterhånden faktisk en gammel nyhed, men jeg har lagt noget nyt, lækker bomuldsgarn i webshoppen. Det er simpelthen så blødt og dejligt. Det er den tykke udgave af Karen Klarbæks bomuldsgarn – altså den der hedder 8/8. Det er selvfølgelig 100 % økologisk.

Karen Klarbæk økologisk bomuldsgarn Mustard
Karen Klarbæk økologisk bomuldsgarn i farven mustard

Det er kommet hjem i en mængde utrolig smukke farver, som virkelig sætter gang i strikkelysten. Jeg får i hvert fald lyst til at strikke både håndklæder, puder og et lækkert tæppe.

Jeg har ind i mellem hørt bomuld udskældt til at lave tæpper af, men et dejligt (tungt) bomuldstæppe har nu sine fordele. Mange børn kan være urolige og have svært ved at falde til ro, men et bomuldstæppe har netop den tyngde, der kan hjælpe med at komme ned i gear ovenpå en begivenhedsrig dag, men uden at man bliver alt for varm. Det samme kan i øvrigt sagtens gøre sig gældende for voksne 🙂

Babytæppet strikket økologisk garn bomuld Karen Klarbæk
Lækkert tykt Domino babytæppe fra Karen Klarbæk i økologisk bomuldsgarn 8/8

Men selvom man ikke skulle være til store, lækre bomuldstæpper, så betyder det sandelig ikke at man ikke kan blive inspireret. Garnet er så vamset og dejligt at det nærmest tigger om at blive strikket eller hæklet!

Man kan aldrig få for mange karklude

Ind imellem mine større projekter, så har jeg altid gang i mindst én karklud. Det er nemlig nemt at sidde med, og jeg kan sagtens føre en samtale, mens jeg er i gang med at lave en klud. En klud fylder heller ikke så meget lige at have med i tasken og så kan man jo altid producere lidt, hvis man kommer til at sidde og vente et sted eller på anden måde har et par minutter.

Karklud strikket økologisk hamp garn
Håndstrikket karklud i økologisk hamp, som er dyrket og spundet i Europa. Hampen er perfekt til rengøringsklude!

Herhjemme bruger vi efterhånden kun hjemmegjorte karklude. De gamle klude blev brugt op og til sidst kasseret, og nu har vi en stabel hjemmestrikkede og -hæklede klude i skuffen. Det føles rigtig dejligt at vide, at vi ikke er med til at udlede mikroplast og at vi har klude, som er nærmest uopslidelige og på den måde mindsker spild. Oven i købet er de lavet i økologisk bomuld, så jeg ved at garnet er produceret med omtanke for miljøet.

Når nu vi allerede har skuffen fuld, kunne man jo godt argumentere for at jeg ikke behøver at lave flere karklude…. Men jeg bruger dem faktisk rigtig meget til gaver til dem i min omgangskreds, som ikke selv strikker og hækler. De er en rigtig rar værtindegave at komme med. Et par karklude kan også være med til at binde en gavekurv sammen, hvor man lige skal have nogle farver til at passe med hinanden.

Min absolutte favoritklud er en strikket udgave og den er også super nem at lave. Den er strikkes i perlerib sådan her: Slå et ulige antal masker op (jeg kan lide 59 masker på pind 3 – 3,5, men det er en smagssag hvor store de skal være) og strik 1 pind ret. Herefter tages første maske løs af på alle pinde. På pind to gentages 1 vr 1 r pinden ud. Sidste maske strikkes ret. Derefter gentages pind 1 og 2 indtil kluden har en passende længde. Jeg plejer at strikke kluden lidt længere end den er bred. Til sidst lukkes af og hæftes ender.

Hvis man kan lide en lidt mere avanceret klud, har jeg to skønne bøger fra Karen Klarbæk liggende i webshoppen. Karen Klarbæk har både designet strikkede og hæklede klude, og bøgerne er til at gå til hvad enten man er begynder eller garvet inden for strik/ hækle.

Opskrift bog økologisk garn Karen Klarbæk Hæklede Klude
Opskrift bog til økologisk garn: Karen Klarbæks Hæklede Klude

Bogen om Hæklede Klude er den nyeste bog fra Karen Klarbæks hånd. Den var udsolgt på ingen tid, og det er intet under. Den er smuk, gennemarbejdet og fuld af inspiration. Nu er den genoptrykt og på lager, så du kan skynde dig op og anskaffe dit helt eget eksemplar.

Hvis man er mere til at strikke, har Karen Klarbæk simpelthen også en bog med strikkede klude. Den er netop ankommet her hos Økologisk Garn og kan bestilles i webshoppen fra i dag. Den er så skøn, og jeg glæder mig allerede til at udvidde mit eget repertoire af strikkede klude.

Karen Klarbæk strikkede karklude økologisk garn
Karen Klarbæks bog Klude og gæstehåndklæder

Inde i webshoppen ligger Karen Klarbæks garn i et utal af farver. Jeg tror faktisk godt, jeg tør love at du kan finde en farve – eller tre – som du kan lide.

Og så er der vist ikke andet tilbage end at sige god strikke- og hæklelyst. Man kan nemlig aldrig få for mange karklude 🙂

Sommertid er strikketid

Mange af os får – eller tager os – lidt ekstra tid til at strikke her i sommerferie-tiden. Det oplagte er selvfølgelig at strikke lækre ting i hør, bomld og hamp – lette, kølige sommergarner. Men som så mange andre strikkere har jeg haft et par ufærdige projekter liggende… Jeg er simpelthen gået i gang med at færdiggøre dem én for én. Det skaber nemlig lys og rum for ny kreativitet.

I ugen der er gået har jeg færdiggjort en trøje til min søn, Birk. Han er 3 år og han er faktisk ikke særlig vild med traktorer. Eller, kun på afstand i hvert fald! De larmer nemlig ret meget, sådan nogle og er egentlig ret store også! Men på en trøje er de mere end okay, og trøjen er godkendt. Problemet er naturligvis bare at det heldigvis er alt for varm at have en lun trøje på.

Marius traktor genser strikket i onion no 4 økologisk garn
Marius traktor genser strikket i onion no 4 økologisk garn

Jeg har valgt at strikke traktor genseren i Onion no 4 i farverne khaki, råhvid og karry. Onion no 4 er spundet af 70 % økologisk merino uld og 30 % pesticidfri nældefibre. Nældefibrene tager ikke imod farve på samme måde som ulden og det giver et lidt meleret og meget levende udtryk. Det har været fantastisk at arbejde med. Det er så smukt i samspillet mellem ulden og nældefibrene og jeg glæder mig overmåde meget til at give Birk hans nye trøje på!

Men foreløbig ligger bunken med ufærdige projekter stadig og kigger på mig, så nu vil jeg komme tilbage til strikketøjet 🙂

Spændende helårsgarn i webshoppen

Der er kommet flere nye varer i webshoppen. En af dem er endnu et lækkert garn fra Onion. Jeg har valgt deres spændende bud på et helårsgarn med 44% økologisk bomuld, 34 % pesticidfri nældefibre og 22 % superwash uld.

Garnet er superlækkert og blødt, lunt uden at man koger i det og har en fin ‘bomuldsfølelse’ i hånden. Nældefibrene, som går igen i Onions garner, gør garnet åndbart og slidstærkt. Og så er det bare kommet i nogle lækre farver! Jeg har flere gange – forgæves- forsøgt at indfange dybden og varmen i den gyldne udgave af Organic Cotton + Nettle + wool.

Den gyldne farve har dybde og glød – meget mere end det er lykkedes mig at vise med mit helt almindelige mobilkamera.

Jeg var så heldig at besøge Onions showroom i sidste uge, hvor vi blandt andet talte om dette garn. I første omgang havde de ønsket at anvende økologisk merino i garnet, og det ville jeg selvfølgelig have elsket. Men det havde ikke kunnet lade sig gøre rent spindeteknisk at få de fibre til at danne et fornuftigt garn. Derfor blev det superwash ulden, der kom med. Til gengæld har det så dannet et garn, som rent faktisk må maskinvaskes på 30 grader. Hos Onion vil de ændre på banderolen, så det engang i fremtiden vil fremgå derpå at den ikke behøver at håndvaskes på 20 grader. Som småbørns-mor må jeg sige at jeg sætter stor pris på tøj, der kan vaskes i maskinen – også selvom jeg normalt vasker mit hjemmestrikkede tøj i hånden uden at pive! 🙂

Mit besøg hos Onion gav mig et lille indblik i hvor meget, der arbejdes med detaljerne og hvor lang tid, det tager at udvikle et nyt garn. Der arbejdes med bæredygtighed og gode, holdbare materialer. Alting er ikke økologisk – endnu 😉 Men jeg fik bestemt følelsen af, at de hos Onion godt ved, hvilken vej vinden blæser.

Økologisk hamp garn

Økologisk garn af fibre fra hampplanter. Garnet er intet mindre end fabelagtigt til alle tekstiler til køkkenet.

Jeg har fundet noget helt fantastisk garn. Det er spundet af hamp. Hamp er en plante, som vokser sig eventyrligt høj. Den kræver ikke meget, faktisk tilfører den jorden næringsstoffer. Den har dybe rødder, som forbedrer jordkvaliteten og den kræver – i modsætning til bomuldsplanter – ikke meget vanding. Den er naturligt resistent mod en masse forskelligt krible-krable og behøver således ikke dyrkes ved hjælp af pesticider.

Ligesom hør danner hamp lange fibre, som kan udvindes af stænglen og spindes til garn. Hamp er ligeledes slidstærkt og har en sugeevne, som både gør den behagelig at have på, men også gør den yderst velegnet til alt, hvad der hedder rengøring.

Hamp har allerede i mange sammenhænge været udråbt til bomuldens afløser og til fremtidens bæredygtige tekstil. Yngre designere baner vejen frem for at vi fremover kommer til at se langt mere til hamp, både i boligtekstiler og i modeindustrien.

Garnet,som jeg her har fået hjem, er i en kategori, som klart egner sig bedst til boligtekstiler. Den er relativt tykt spundet og med plantefibres naturlige stivhed vil den føles lidt krads på huden. Til gengæld er den perfekt til hjemmestrikkede karklude, skureklude, svampe, en lækker body-scrub handske til kroppen, indkøbsnet osv. Er du på jagt efter rengøringsartikler til et zero waste hjem, så behøver du ikke lede længere 🙂 En klud strikket i hamp vil holde i umindelige tider.

Hvis du er blevet nysgerrig, så spring op i shoppen og bestil et par nøgler. Garnet kan både strikkes og hækles og passer til pind 3

Butikken er åben!

Efter lang tids asen og masen er butikken nu sådan helt åben. Det er virkelig fantastisk sådan at kunne slå dørene op og byde velkommen i min helt egen lille, virtuelle butik. Men nu er det blevet virkelighed.

Lækkert, blødt garn af økologisk merinould og usprøjtede nældefibre. Garnet er både smukt og stærkt.

Du kan nu købe lækkert, økologisk garn og garn af genbrugsfibre lige her i min lille butik. Der er stadig flere nye, spændende garner på vej. I de kommende uger vil jeg udvide sortimentet med endnu flere bæredygtige og spændende varer.

Hvis der er en bestemt type garn, du savner, så send mig endelig en mail med dine ønsker. Jeg vil hellere end gerne forsøge at imødekomme dem.

Og nu vil jeg indbyde dig til at gå over i shoppen og kigge rundt. Måske er der noget, der kunne friste dig 🙂

En drøm går i opfyldelse…

...Lige om lidt…

Lige her på denne side er en drøm ved at gå i opfyldelse. Jeg får min helt egen lille butik og det har jeg egentlig drømt om i årevis. Jeg havde nok forestillet mig at det skulle foregå på en lidt anden måde, men det gør ikke fornøjelsen mindre.

Som det fremgår nok så tydeligt er der meget arbejde igen førend hjemmesiden er færdig, men jeg arbejder på det og lærer en frygtelig masse undervejs!